|
Hvad er nyt … og hvad er en nyhed?
Jeg oplever, at der er flere spor, og flere, der er parallelle … flere, der
udfolder sig samtidigt … og som påvirker mig nærmest samtidigt.
Der, hvor jeg bor og bruger meget af min tid, er der ingen Breaking News … det
skulle da lige være, at solen skinner 🙂
Men jeg oplever, at den skinner, når den gør det … solen.
Dagen har en rytme, året har en rytme, alt omkring mig har en rytme … og det har jeg måske også. En urytmisk rytme.
Men jeg er ikke isoleret. Som en del af min daglige rytme i mit udsted tjekker
jeg medierne. Den medierede virkelighed, hvor jeg er forbundet til alt muligt
andet end lige min umiddelbare nærhed.
Når jeg sidder i min have og roder med en klump jord eller
en klat farve, blander de parallelle spor sig
… det bliver svært at opretholde en adskillelse …
Jeg kan glædes over noget håndgribeligt i det ene spor, samtidig med at jeg
påvirkes af det jeg lige har oplevet i det andet spor.
Og når min ”roden med jord og farve” bliver til kunst … hvad handler den så om
… og er den ny?
Svaret er ikke helt enkelt, men lad mig starte med det, der er lettest:
Min kunst er ny … for mig. Deri består det livgivende. Og i det livgivende
gemmer der sig en glæde … altså noget positivt. Det håber jeg, at jeg også er i
stand til at kommunikere.
Og nu til det svære: Samtidig er der noget disharmonisk, noget, der er uforløst, som måske stammer fra en personlig ambition om at være mere, end jeg er, om at fylde mere, end jeg gør.
Men det disharmoniske kan også stamme fra det medierede spor …
Lad mig komme med et par aktuelle eksempler:
…
Her havde jeg i den første gennemskrivning listet to eksempler fra det, man kunne kalde den hjemlige andedam, som, jeg mente, på bedste vis illustrerede mit engagement og min holdning. Det var ærlig snak lige ud af posen, som man siger.
Men eksemplerne er nu faldet for selvcensuren.
De aktuelle eksempler inddrager uundgåeligt andre fra kunstens verden, kolleger og andre interessenter … aktører, der vil misbillige min holdning.
Jeg har kort sagt erkendt, at jeg er en skrøbelig størrelse, der ikke har brug for en yderligere marginalisering. Jeg søger venner … og ikke fjender.
Men sådan skal denne tekst naturligvis ikke slutte.
Jeg ser disse billeder, serien RE-break, som en demonstration, hvor
jordklumperne er jer og mig, hvor de små farveklatter på barkstumper m.m. er de
bannere og plakater, vi bærer. Og hvad er så budskabet … hvad står der på
plakaterne?
Der står, at intet er for stort, at intet er for småt, at intet er blivende, at
alt er i forandring.
Det lyder nok lidt højttravende, men det er nu engang min oplevelse. Og den er
ikke ny.
|